En introduktion til science fiction
af L. Ron Hubbard
(fortsat)

Kun omkring en tiendedel af mine historier blev skrevet til områderne science fiction og fantasy. Jeg var det, man kaldte en højproduktiv forfatter, og disse områder var bare ikke store nok til at tage alt, jeg kunne skrive. Jeg høstede mit oprindelige ry inden for andre områder, hvor jeg skrev i de otte år før interviewet på Street & Smith.

Uden at sige ret meget om det, betragtede Campbell hovedparten af de historier, jeg gav ham, som fantasy, og ikke science fiction, hvilket er noget ganske andet. Nogle af mine historier udgav han ivrigt som science fiction – blandt andre Final Blackout. Faktisk, mange flere. Jeg havde selv noget af en videnskabelig baggrund, jeg havde lavet noget banebrydende arbejde med raketter og flydende gasser, men på det tidspunkt studerede jeg de forskellige grene af menneskets tidligere viden, for at se om det nogensinde var kommet frem med noget, der var gyldigt. Det, og en kærlighed til de gamle fortællinger, der nu kaldes Tusind og én nat, fik mig til at skrive temmelig meget fantasy. For at kunne bruge dette fantasy-materiale, introducerede Campbell endnu et blad, Unknown. Så længe jeg skrev fortællinger til det, fortsatte det. Men krigen kom, og jeg og andre tog af sted, og jeg mener, Unknown kun holdt i omkring fyrre måneder. Den slags fortællinger var lidt svære at få fat på. Og de var virkelig ikke Campbells stærke side.

Så hvis nogen forsøger at påstå, at science fiction er en gren af fantasy eller en videreudvikling af den, så kommer de desværre i karambolage med den gamle prøvede professionelle anvendelse af udtrykkene. Vi lever i en tid, hvor genrerne er blandede. Jeg har hørt forskellige former for musik, der er blandet sammen som suppe. Jeg ser så mange forskellige typer dans, der er filtret sammen til en ”dans”, at jeg ikke kan lade være med at spekulere på, om koreograferne i virkeligheden kender de forskellige dansegenrer længere. I dag verserer der en forestilling om, at det kun er konflikt, der frembringer nye ting. Måske introducerede filosoffen Hegel det, men han sagde også, at krig var nødvendig for folkets psykiske sundhed og en masse andet sludder. Hvis alle nye idéer udspringer af konflikten mellem de gamle, må man benægte, at jomfruelige idéer kan undfanges.

Hvad ville ren science fiction så være?

Man har antaget, at science fiction må stamme fra en periode, hvor videnskab findes. Med risiko for at vække uenighed og opstandelse – hvilket jeg har risikeret hele mit liv og har hørt, men ikke har været generet af, og jeg er gået videre og har alligevel udført mit arbejde – vil jeg gerne påpege nogle ting:

Science fiction kommer IKKE efter en videnskabelig opdagelse eller udvikling. Den er budbringer af muligheder. Den er bønnen om, at nogen bør arbejde på fremtiden. Dog er den ikke profeti. Den er drømmen før det daggry, hvor opfinderen eller videnskabsmanden vågner op og går til sine bøger eller til sit laboratorium med ordene: ”Gad vide, om jeg kunne få denne drøm til at gå i opfyldelse i den virkelige videnskabs verden.”

Man kan gå tilbage til Lukianos fra det andet århundrede f.Kr. eller til Johannes Kepler (1571-1630) – der grundlagde den moderne dynamiske astronomi, og som også skrev Somnium om en imaginær rumflyvning til månen – eller til Mary Shelley og hendes Frankenstein, eller til Poe eller Verne eller Wells, og spekulere på, om det i virkeligheden var science fiction eller ej. Lad os tage et eksempel: En mand opfinder et piskeris. Senere skriver en forfatter en historie om et piskeris. Derved har han ikke skrevet science fiction. Lad os fortsætte med eksemplet: En mand skriver en historie om noget metal som, når det er snoet, pisker et æg, men et sådant redskab har i realiteten aldrig nogensinde før eksisteret. Han har nu skrevet science fiction. En uge eller hundrede år senere er der en eller anden, der læser historien og siger: ”Nå, nå. Måske kunne det gøres.” Og han laver et piskeris. Men hvad enten det var muligt eller ej, at det at sno to stykker metal ville piske æg, eller om nogen nogensinde gjorde det eller ej efter det, har manden stadig skrevet science fiction.

Hvordan ser man på ordet ”fiction”? Det er en slags homograf. I dette tilfælde betyder det to forskellige ting. En professor i litteratur ved, det betyder ”et litterært værk, hvis indhold er skabt af forestillingsevnen, og ikke nødvendigvis bygger på fakta; den litterære kategori, der omfatter værker af denne art, omfatter romaner, noveller og skuespil”. Det kommer fra det latinske ord fictio, en tilblivelse, facon, fra fictus, datid af fingere, røre ved, forme eller danne.

Men når vi føjer ordet til ”science” og får ”science fiction”, får ordet ”fiction” to betydninger i den samme anvendelse: 1) videnskaben brugt i historien er i det mindste delvis opdigtet; og 2) enhver historie er fiktion. American Heritage Dictionary of the English Language definerer ”science fiction” som ”en fiktion, hvor videnskabelige udviklinger og opdagelser danner et element af handlingsforløbet eller baggrunden; i særdeleshed et skønlitterært værk bygget på forudsigelse af fremtidige videnskabelige muligheder.”

Så ifølge ordbogsdefinitionen og en masse diskussioner med Campbell og forfatterkollegaer på det tidspunkt har science fiction at gøre med det materielle univers og videnskaber; de kan omfatte økonomi, sociologi, medicin og den slags, der alle har et materielt grundlag.

Hvad er så fantasy?

Ja, tro mig, hvis det udelukkende var anvendelsen af livlig fantasi, så ville en masse økonomer og folk inden for regeringen og den slags være fuldt kvalificerede forfattere! At bruge ordet ”fantasifuld” på fantasy ville være ligesom som at kalde et helt bibliotek ”nogle ord”. Det er et for overforenklet og generelt udtryk.

I disse moderne tider er mange af de ingredienser, der udgør ”fantasy”, som fiktionstype forsvundet fra scenen. Man kan knap nok finde dem i leksika mere. Emnerne var spiritisme, mytologi, magi, spådom, det overnaturlige og mange andre områder af den type.

Ingen af dem havde egentlig noget at gøre med det virkelige univers. Det betyder ikke nødvendigvis, at de aldrig havde nogen gyldighed, eller at de ikke vil komme frem igen. Det betyder bare, at mennesket for tiden er sunket ind i et materialistisk orgie.

Hovedparten af disse emner består af falske data, men der kommer formodentlig aldrig en tid, hvor alle den slags fænomener bliver forklaret. Den primære årsag til, at en så vældig mængde viden er forsvundet ud af syne, er, at materiel videnskab har haft en lang række succeser. Men jeg har lagt mærke til, at hver gang den moderne videnskab tror, man er kommet helt til bunds i en eller anden sag, støder den på (og overtager en gang imellem) ting såsom de egyptiske myter om, at mennesket kommer fra mudder eller sådan noget. Men det eneste, jeg her forsøger at pointere, er, at der findes en hel mængde fænomener, vi ikke kan klassificere som ”materielle”. Det er de ikke-materielle, ikke-af-dette-univers-emner. Og uanset hvor fejlagtige mange af de gamle idéer var, eksisterede de alligevel; hvem ved andet end, at der måske var nogen gyldighed i nogle dele af dem. Man ville blive nødt til at studere de emner for at få en fuldstændig forståelse af al den viden og tro, der er mulig. Jeg åbner ikke døren for, en eller anden siger, jeg tror på alle disse ting: Jeg siger bare, at der er en anden sfære foruden dedikeret – og endda enfoldig – materialisme.

Inden for litteraturen defineres ”fantasy” i ordbogen som ”litterær eller dramatisk fiktion, der karakteriseres af meget fantasifulde eller overnaturlige elementer”. Selv det er som definition lidt begrænset.

Så fantasy kunne kaldes enhver form for fiktion, der medtager elementer som spiritisme, mytologi, magi, spådom, det overnaturlige og så videre. Tusind og én nat var en samling af fortællinger fra mange, mange lande og civilisationer – ikke kun fra Arabien, som mange tror. Dens oprindelige titel var Tusind og én nats underholdning. Den er rig på eksempler på fantasy fiction.