Et resumé om Scientology for videnskabsmænd En afhandling om vanskelighederne ved
at forske i humanioraaf L. Ron Hubbard
at forske i humaniora
”Et resumé om Scientology for videnskabsmænd” blev skrevet i januar 1969 og giver en oversigt,
ikke kun over vanskelighederne i videnskabelig forskning, som anvendt på humaniora, men hvordan
L. Ron Hubbard overvandt dem for at udvikle Scientology. Ron Hubbard overvandt dem for at udvikle Scientology.
I skrivende stund (1969) har jeg i cirka 38 år været engageret i grundforskning i livet og humaniora. Dette er grundforskning eller ren forskning og har samme oprindelse som de tidlige filosoffers bestræbelser – at forsøge at konstatere livets identitet som værende uafhængig af materie og som associeret med den materielle verden og former, hvilket er emner, der omfattes af grundlæggende og udviklede videnskaber. Forskellen er, at forskningen er blevet udført ud fra synspunktet videnskabelig metodologi, som jeg er uddannet i.
Emnet var rent faktisk tilstrækkelig ukendt og havde utilstrækkelig nomenklatur til at have et klart navn. Jeg siger, at det var ukendt, fordi det i så udpræget grad har mislykkedes med at holde trit med naturvidenskab eller fysik og bliver rent faktisk truet af naturvidenskab. Vi ser for eksempel, at protester fra naturvidenskabsmænd er baseret på krænkelser af liv eller misbrug af liv gennem uforsigtige fysiske anvendelser (Science and Survival af Barry Commoner).
For at beskytte noget er man nødt til at vide, hvad det er. At vide videnskabeligt hvad det er. De biologiske DNA-teorier gælder for liv plus materie, og alle bestræbelser på at få materie til at frembringe liv er indtil videre slået fejl.
Denne fællesnævner for alle interesser, for alle bestræbelser for at beskytte, for alle ”videnskabelige fordele” er ikke blevet undersøgt og havde ikke nogen betegnelse forbundet med nogen logisk begrundelse, der førte til en ren og forudsigelig identifikation eller noget resultat. Bergsons ”élan vital” og andre filosofiske vovestykker var ikke i overensstemmelse med det, vi tænker på i dette århundrede som en ordnet, kontrolleret videnskabelig metodologi. Antagelse og autoritet er et ringe grundlag at basere alle forudsigelser på.
Da der ikke var noget reelt navn, der omfattede selve undersøgelsen, var det selvfølgelig umuligt at tage kurser i det. Det kunne ikke have sine svar i kendte områder, fordi det i sig selv ikke alene var ukendt i sin egen identitet, men i sine karakteristika.
Jeg tog al den matematik og fysik, der blev tilbudt på et universitet. Men blev så hovedsageligt stoppet, fordi der ikke var yderligere akademiske emner at studere. Jeg husker, at projektet tog fast form i mit sind, da jeg fandt ud af, at de psykologi- og filosofikurser, der blev undervist i, var utilstrækkelige til den forskningsopgave, jeg havde i sinde, da jeg i ingen af dem kunne finde nogen studerende eller professorer, der havde studeret moderne matematik eller fysik, eller som brugte det, jeg var blevet uddannet i at anse som værende videnskabelig metodologi, og som, så vidt jeg kunne se, ikke ville erkende fejlene i logik (matematik), som jeg fandt i dem. I sin egen velordnede verden ville naturvidenskabsmanden ikke tro på den forvirring, der eksisterede i humaniora.
Så jeg tog ud på en ekspedition og begyndte at studere Liv. Primitive kulturer lod til at være et godt sted at begynde.
Aldrig har nogen moderne forsker stået over for så mange modstridende data eller emner og så få resultater blandt dem.
Dog ville naturvidenskabernes sprint i det sidste århundrede – der selv dengang accelererede – indlysende nok overgå det, der var kendt som humaniora, og endog overvælde den. Og sådan har det vist sig at være.
Da forskning i perioden før krigen stod totalt uden forskningsbevillinger og kapital, var jeg nødt til at løse hele økonomien i det. Det gjorde jeg hovedsageligt ved at skrive og ved film, og klarede mig vældig godt med det, i det mindste nok til at finansiere hvad jeg ellers foretog mig.
Jeg skrev en bog i slutningen af 1930’erne efter et gennembrud inden for emnet, men bogen blev aldrig udgivet.
Jeg var til sidst gået tilbage gennem alle spejllabyrinterne og den almindelige tåge i humaniora og arbejdede med cytologi. Jeg var nødt til at studere emnet i de få øjeblikke, jeg havde til overs i en overbebyrdet og overstresset tilværelse. Jeg fandt nogle spor til cellehukommelse og bibeholdelse af mønstre, fremsatte en teori og opgav den igen som umulig, men man ser den stadig rundt omkring vedrørende hukommelseslagring i molekyler.
Rygter om bogen og nogle afhandlinger gjorde Rusland opmærksom på mig (via Amtorg), som gav mig et forskningstilbud. Da det uheldigvis var betinget af at tage til Rusland (som stadig var på mode) og indebar, at jeg lavede et system til at måle arbejderes arbejdspotentiale der, var jeg nødt til at afslå. Det var heldigt, eftersom året var 1939.
Ideologiske betragtninger og krav om bedre kontrol med eller underdanighed hos folk var ikke på min arbejdsplan.