Hvad er storhed?
af L. Ron Hubbard

Konflikt eller tolerance, samarbejde eller opposition, kærlighed eller had, det er spørgsmål, der både angår dagligdagen og internationale forhold. I denne artikel, der stammer fra foråret 1966, behandler Hubbard spørgsmålet: Når man udsættes for had, hvad er så løsningen på ens egen lykke?

Den sværeste opgave, man kan have, er at blive ved med at elske sine medmennesker til trods for alle de grunde, der er til ikke at gøre det.

Og det sande tegn på tilregnelighed og storhed er at vedblive med at gøre det.

For den, der kan opnå dette, er der håb i rigelig mængde.

For dem, der ikke kan, er der kun sorg, had og fortvivlelse. Og det er ikke disse ting, storhed – eller tilregnelighed eller lykke er lavet af.

En oplagt fælde er at give efter for opfordringer til had.

Der findes de, der udnævner en til at være deres bødler. Nogle gange er det nødvendigt at handle for andres sikkerheds skyld. Men det er ikke nødvendigt også at hade dem.

Ægte storhed nægter blot at ændre sig på trods af onde handlinger gjort mod en – og en virkelig stor person elsker sine medmennesker, fordi han forstår dem.

At udføre sin opgave uden at blive rasende på andre, der søger at forhindre det, er et tegn på storhed – og tilregnelighed. Og kun da kan man være lykkelig.

At søge at opnå en enkelt ønskværdig egenskab i tilværelsen er en ædel ting. Den egenskab, der er sværest – og mest nødvendig – at opnå, er at elske sine medmennesker på trods af alle opfordringer til at gøre det modsatte.

Hvis der findes en helgenagtig egenskab, er det ikke at tilgive. ”Tilgivelse” indebærer en accept af ondskaben i handlingen. Der er ingen grund til at acceptere den. Desuden er man nødt til at betegne handlingen som ond for at tilgive den. ”Tilgivelse” er en handling på et meget lavere niveau, og den er temmelig fordømmende.

Ægte storhed nægter blot at ændre sig på trods af onde handlinger gjort mod en – og en virkelig stor person elsker sine medmennesker, fordi han forstår dem.

Når alt kommer til alt, er de alle i den samme fælde. Nogle er uvidende om det, nogle er blevet vanvittige på grund af det, og nogle opfører sig som dem, der forrådte dem. Men alle, alle er i den samme fælde – generalerne, gadefejerne, præsidenterne, de sindssyge. De opfører sig på den måde, de gør, fordi de alle er udsat for det samme grusomme pres fra dette univers.

Nogle af os er udsat for dette pres og fortsætter stadig med at gøre vores job. Andre er for længst bukket under og raser, torturerer og bryster sig som de vanvittige sjæle, de er.

Vi kan i det mindste forstå den ene kendsgerning, at storhed ikke stammer fra brutale krige eller fra at være kendt. Den stammer fra at være loyal mod sin egen anstændighed, fra at vedblive med at hjælpe andre, uanset hvad de gør eller tænker eller siger og på trods af alle brutale handlinger imod en, at blive ved uden at ændre sin grundlæggende holdning over for Mennesket.

I den grad afhænger sand storhed af total visdom. De opfører sig, som de gør, fordi de er, hvad de er – tilfangetagne væsner, knust under en utålelig byrde. Og hvis de er blevet vanvittige af det og beordrer ødelæggelse af hele nationer på grund af fejlagtige forklaringer, kan man stadig forstå hvorfor og kan også forstå omfanget af deres galskab. Hvorfor skulle man lave om på sig selv og begynde at hade, bare fordi andre har mistet sig selv, og deres egne skæbner er for grusomme til, at de kan konfrontere dem?

Retfærdighed, nåde, tilgivelse er alle uvæsentlige sammenlignet med evnen til ikke at forandre sig på grund af provokationer eller krav om at gøre det.

Man skal handle, man skal opretholde orden og anstændighed. Men man behøver ikke at hade eller søge hævn.

Det er sandt, at væsner er skrøbelige og begår fejl. Mennesket er grundlæggende set godt, men Mennesket kan handle ondt.

Det handler kun ondt, når dets handlinger, der udføres for at opretholde orden og andres sikkerhed, gøres med had. Eller når ens disciplinære foranstaltninger kun er baseret på sikkerhed for en selv uden hensyn til alle andre; eller værre, når det kun handler ud fra en smag for grusomhed.

Det er vanvittigt slet ikke at opretholde nogen orden. Man behøver kun at se på de sindssyges ejendele og omgivelser for at blive klar over dette. De duelige holder god orden.

Når grusomhed under dække af disciplin dominerer et folkeslag, så har det folkeslag lært at hade. Og det folkeslag er fortabt.

Den virkelige lektion er at lære at elske.

Den, der vil leve sit liv uskadt, må lære dette – brug aldrig det, der er gjort mod dig, som grundlag for had. Ønsk aldrig hævn.

Det kræver ægte styrke at elske Mennesket. Og at elske det på trods af alle opfordringer til at gøre noget andet, på trods af alle provokationer og alle grunde til, at man ikke skulle gøre det.

Lykke og styrke varer kun ved, hvor der ikke er had. Det er kun det at hade, der er vejen til katastrofe. At elske er vejen til styrke. At elske på trods af alt er hemmeligheden ved storhed. Og det kan meget vel være den største hemmelighed i dette univers.