”For nylig kom der en periode, hvor jeg ikke havde så meget at lave.
Det var noget nyt i et liv, der havde været så tætpakket med travle år,
og jeg besluttede at more mig med at skrive en roman,
der var ren science fiction.”
– L. Ron Hubbard

En introduktion til science fiction
af L. Ron Hubbard

Taget fra Kampen om Jorden: En saga fra år 3000

For nylig kom der en periode, hvor jeg ikke havde så meget at lave. Det var noget nyt i et liv, der havde været så tætpakket med travle år, og jeg besluttede at more mig med at skrive en roman, der var ren science fiction.

I den hektiske periode mellem 1930 og 1950 var jeg ikke bare professionel forfatter, fordi det var mit job, men fordi jeg ville finansiere mere seriøs forskning. På den tid var der ikke ret mange institutter, som gav store bevillinger til uafhængige forskere. Til trods for det man hører om Roosevelts ”understøttelse”, var det kriseår. Enten havde man succes, eller også sultede man. Enten kom man frem i forreste række, eller man havnede i rendestenen som en bums. Man blev nødt til at arbejde meget hårdt med sit fag, eller også havde man slet ikke noget fag. Det var en meget udfordrende tid for alle, der gennemlevede den.

Jeg har hørt det blive sagt som en forsætligt nedsættende bemærkning: ”Han var science fiction forfatter,” og har hørt det blive sagt om mange. Det fik mig til at indse, at få mennesker forstår den rolle, science fiction har spillet i alles liv her på Jorden.

Jeg har lige læst flere standardværker, der forsøger at definere ”science fiction” og at spore dens historie. Der er mange eksperter på dette område, mange kontroversielle meninger. Science fiction er begunstiget med den mest sammentømrede læserkreds, der måske findes, sandsynligvis den mest hengivne i nogen genre. Tilhængere kaldes ”fans”, og ordet har en særlig vigtig betydning inden for science fiction.

Få professionelle forfattere, ikke engang dem inden for science fiction, har skrevet meget om ”science fictions” karakter. Som regel har de for travlt med at få selve værket ud til at forklare om det, de har skrevet. Men der er mange eksperter i dette emne blandt både kritikere og fans, og de har masser af værdifulde ting at sige.

Men der findes mange forkerte indtryk, både af genren og af dens forfattere. Så når man erklærer, at man har sat sig for at skrive et værk, der er ren science fiction, må man hellere tilkendegive, hvilken definition man bruger.

Street & Smith var ikke tilfredse, fordi deres blad hovedsagelig udgav historier om maskiner og maskineri.

Det er nok bedst at gå tilbage til den dag i 1938, da jeg første gang gik ind i dette område, den dag jeg mødte John W. Campbell, Jr., en dag i selve morgengryet for det, der er blevet kendt som science fictions guldalder. Jeg var helt uvidende om området og betragtede det faktisk med en vis usikkerhed. Jeg var ikke kommet der af eget valg. Jeg var blevet indkaldt til den kæmpestore, gamle bygning på Syvende Avenue, i det støvede, beskidte, gamle New York, af den allerøverste ledelse på forlaget Street & Smith – en leder ved navn Black og en anden, F. Orlin Tremaine. En anden forfatter, Arthur J. Burks, var beordret til at være der sammen med mig. Dengang var det sådan, at når de øverste ledere af et forlag – især et, der var så gammelt og prestigebetonet som Street & Smith – ”inviterede” en forfatter til et besøg, så var det som at blive beordret til at møde op for kongen eller som at blive indkaldt for retten. Man ankom, man sad der lydigt og sagde kun noget, når der blev talt til en.

Både Arthur J. Burks og jeg var topprofessionelle inden for andre litterære områder. Ifølge udregningen fra A. B. Dick, der satte reklametaksterne for forlag, ville vores respektive navne, der dukkede op på forsiden af et blad, sende oplagstallet på himmelflugt, noget i stil med nutidens seertal.

Cheferne kom hurtigt til sagen. De havde for nylig startet eller købt et blad, der hed Astounding Science Fiction. Andre blade blev udgivet af andre forlag, men Street & Smith var ikke tilfredse, fordi deres blad hovedsagelig udgav historier om maskiner og maskineri. Som forlæggere vidste dets ledere, at man skulle have mennesker i historier. De havde kontaktet os, idet vi – ud over vores A.B. Dick placering som forfattere – kunne skrive om rigtige mennesker. De vidste, vi havde travlt og havde andre forpligtelser. Men ville vi være så venlige at skrive science fiction? Vi tilkendegav, at det ville vi gerne.

De tilkaldte John W. Campbell, Jr., der var bladets redaktør. Han opdagede, at han havde at gøre med to forfattere af spændingshistorier, og selvom spændingsforfatterne måske var aristokraterne inden for hele området og havde masser af tilhængere selv, så var de ikke science fiction-forfattere. Han strittede imod. I første omgang ville det, at indkalde creme de la creme, ødelægge hans budget for historier på grund af deres takst per ord. Og for det andet havde han sine egne idéer om, hvad science fiction var.

Campbell, der praktisk taget dominerede hele sf-området som dets zar indtil sin død i 1971, var en uhyre stor mand, der havde taget fysik som hovedfag på Massachusetts Institute of Technology og med en Bachelor of Sciences-grad fra Duke University. Hans forestilling om at skaffe en historie var at få en eller anden professor eller videnskabsmand til at skrive den, og derefter sætte kulør på den og udgive den. Det er måske lidt uvenligt sagt, men det var faktisk det, han gjorde. For at fylde sine sider ud, skrev også han, som var ret dygtig som forfatter, historier til bladet.

Cheferne var nødt til direkte at give Campbell ordre om at købe og udgive det, vi skrev til ham. Han skulle have mennesker ind i sine historier og få noget andet i gang ud over maskiner.

Jeg kan ikke sige, hvor mange andre forfattere, der blev indkaldt. Jeg ved det ikke. Retfærdigvis skal det siges, at det kunne have været Campbell selv, der fandt dem senere. Men få ikke det indtryk, at Campbell ikke ligefrem var en mester og et geni i sig selv. Hvem som helst i den stald af forfattere, han samlede i denne guldalder, vil sige det. Campbell kunne lytte. Han kunne forbedre ting. Han kunne finde på små drejninger i handlingsforløbet, som var mesterværker. Han fortjente fuldt ud den titel, han vandt og beholdt som topredaktør og den dominerende kraft, der gjorde science fiction så respektabel, som den blev. Star Wars, den film, der har indtjent flest penge i historien til dato (kun overgået af fortsættelsen), ville aldrig være blevet til noget, hvis science fiction ikke var blevet så respektabel, som Campbell gjorde den. Dertil kommer – Campbell spillede en ikke lille rolle i at presse dette samfund ind i rumalderen.

Man skulle faktisk arbejde sammen med Campbell for at vide, hvor han forsøgte at komme hen, hvilken forestilling han havde om det, der hedder ”science fiction”. Jeg kan ikke komme med nogen citater fra ham; jeg kan kun fortælle dig det, jeg følte, han forsøgte at gøre. Efterhånden blev vi venner. Over frokoster og på hans kontor og hjemme hos ham i weekender – hvor hans kone Doña holdt tingene gnidningsløse – var snakken altid om historier, men også om videnskab. At sige, at Campbell betragtede science fiction som ”profeti”, er overforenklet. Han havde meget præcise forestillinger om den.