Key to Life

Uanset hvor oplysende L. Ron Hubbards Studieteknologi er, så vil ingen omtale af hans bidrag til undervisning være komplet uden at nævne hans Key to Life-kursus. Hans udviklingsspor op til Key to Life-kurset fortæller meget om både Hubbards tilgang til problemer og den udbredte forringelse af undervisningskvaliteten i 1960’erne og 1970’erne.

Som han ganske rigtigt påpegede, er tre kulturelle faktorer i de senere årtier tilsammen skyld i, at vores evne til at kommunikere er alvorligt forringet. For det første forringedes almindelige uddannelsesstandarder, da nye systemer ignorerede det grundlæggende i form af læsning, skrivning og grammatik. Denne nedgang blev igen forstærket med fjernsynets fremkomst og i særdeleshed af mødre, der bare parkerede deres børn foran fjernsynet og lod en fortsat strøm af billeder udgøre såvel hundesnor som babysitter. Til sidst, og specielt op gennem 1960’erne, kom narkotika-svøben til og sløvede tv-generationens sind yderligere. Som følge heraf var hele generationer ikke længere i stand til at forstå eller formidle information. Hertil kommer – og det var Hubbards indgang til problemet – at disse årgange fra 60’erne og 70’erne ikke var i stand til at anvende hans tidligere indlæringsredskaber, ganske enkelt fordi de manglede en forståelse for selve sprogets grundlæggende opbygning. Det er overflødigt at bemærke, at problemet kun er blevet forværret ved fremkomsten af trådløs kommunikation, som reducerer sproget til slang med enstavelsesord. Det var derfor ikke uden grund, at Hubbard med rette forestillede sig hele generationer som værende ”ude af kommunikation”.

Men hvis man fuldstændigt forstod, hvad man læste eller hørte, og hvis man fik sig gjort forståelig for andre, ville hele livet på strålende vis åbne sig. På den anden side er livet fordunklet, i den grad man ikke er i stand til at udtrykke sig eller gøre sig forståelig for andre. Dette er emnet for Key to Life-kurset. Trin for trin fjerner det bogstaveligt talt årsagerne til, at man ikke tydeligt kan forstå, hvad man læser, skriver og hører, og hvorfor man ikke forstås af andre.

Hovedvægten i kurset lægges på at opfatte sproget som en måde at kommunikere idéer på og ikke som en tilfældig sammensætning af ord arrangeret af grammatikere. Det betragter ikke ord som hellige symboler, der skal dissekeres og klassificeres for deres egen skyld, men som redskaber der kan bruges. På samme måde præsenterer Hubbard et helt nyt syn på engelsk grammatik, der ikke er et studium af regler, men den måde hvorpå ord bliver organiseret, så de præcist kan formidle tanker og idéer mellem mennesker.

Følgelig har hans beskrivelse af emnet passende titlen The New Grammar (Den nye grammatik). Som baggrund påpeger han, at hvis manden på gaden ikke har en klar forståelse af grammatik, så skyldes det, at emnet traditionelt set er uklart. I hænderne på grammatikere, med deres komplicerede sætningsanalyser, er emnet blevet intet mindre end autoritært. Emnet var desuden så fuldstændig fyldt med meninger, at han ikke kunne finde en standardlærebog, der ikke modsagde andre lærebøger.

Derfor introducerede han The New Grammar. Den giver ikke blot en ny forklaring på grammatik, den omdefinerer også emnet fuldstændigt, så det kan bruges i hverdagen. I den henseende har Hubbard simpelthen taget engelsk grammatik væk fra ”autoriteterne” og givet den tilbage til almindelige mennesker. For at gøre det rensede han emnet for dets vilkårlige elementer, selvmodsigelser og alt det, der bare ikke tjente noget formål. I stedet har han fremlagt letforståelige hovedpunkter i sproget, sådan som det bruges, og for at gøre det lettere at bruge.

Med det samme mål har han endda forsynet bogen med illustrationer for at formidle det, som den studerende kunne have svært ved at fatte, hvis det kun var beskrevet med ord. Faktisk er alle Key to Life-materialerne illustrerede på denne måde, for som Hubbard ræsonnerede: hvordan skal man ellers lære en studerende et ords betydning, når han ikke forstår de ord, man bruger til at undervise ham med? Derfor definerer The New Grammar og andre Key to Life-lærebøger alle begreber ved hjælp af illustrationer.

Resultatet er et værk, der mesterligt tydeliggør opbygningen af det engelske sprog for at lette og forbedre kommunikation. Som lektor i sprogfilosofi ved American University, Washington D.C., David Rodier, erklærede: ”Denne bog handler om grammatikken og gør den enkel. Den hjælper enkeltpersoner med at forstå de grundlæggende byggesten i det engelske sprog og viser, hvordan man bruger disse byggesten til at forbedre kommunikation, udtrykke sine tanker og forstå det, man læser. Kun en professionel forfatter med en forfatters følsomhed for sproget kunne have skrevet en sådan nyskabende tilgang til grammatik. Kun en sådan forfatter ville ikke se grammatik som noget, der er fuldt af begrænsende regler, men som noget, der er fuldt af rige udtryksmuligheder for tanke og handling.” Derpå konkluderer han: ”Det er en fremragende bog, skrevet af en fremragende begavelse. Faktisk er den en tankens revolution.”

Intet mindre kan siges om Hubbards anden nøgletekst, Small Common Words Defined (Små almindelige ord defineret). Igen afspejler værket en destillation af sproget ned til dets grundlæggende enheder. Lærebogen afspejler også hans meget vigtige opdagelse, at den vigtigste forhindring til at forstå en sætning ikke er de lange og uklare ord, men de enkle ord som f.eks. ”til”, ”en” og ”den”. Det kan være, man synes, at det er underordnet, men det er det ikke; for selvom man er i stand til at læse og udtale sætningen ”så god som dagen er lang”, er der faktisk ikke mange, der kan definere ordet ”som”, og de mangler derfor den fulde forståelse. For yderligere at kunne forstå problemet, behøver man kun at åbne en almindelig ordbog og se på de forskellige definitioner af det ord. Grammatikeren kan være tilfreds, men det er den gennemsnitlige læser ikke – som Hubbard påviste gennem sine studier i de sene 1970’ere blandt universitetsuddannede, som ikke kunne definere selv de enkleste forholdsord. Som følge heraf blev selv litteratur, der blev læst for adspredelse – f.eks. billigbøger – ikke fuldt ud forstået. Han konkluderede derfor, at det ikke var, fordi man manglede et såkaldt rigt ordforråd, at man ikke kunne kommunikere effektivt; men derimod fordi man ikke forstod de byggesten, som ethvert stort ordforråd er nødt til at være baseret på.

Det, som Hubbards Small Common Words Defined så tilbyder, er en fuld forståelse af disse byggesten. Alt i alt definerer han de 60 mest almindeligt brugte engelske ord, og igen anvender han illustrationer, for at de skal være letfattelige.

For så at gøre den studerende i stand til at bygge oven på det ordforråd, tilbyder han desuden sin How to Use a Dictionary (Hvordan man bruger en ordbog). Idet den tilvejebringer koncise forklaringer på fonetiske koder, tegnsætning, forkortelser og mere, løser How to Use a Dictionary, hvad de fleste amerikanske læseplaner ikke engang ulejligede sig med at behandle: det øjeblik, man åbner en ordbog, endda dem for børn, løber man straks ind i terminologi og symboler om oprindelse, der hverken forstås i al almindelighed eller forklares tilstrækkeligt. Derfor besidder den studerende ikke engang de primære midler til forståelse af sproget; og derfor dækker Hubbards løsning også dette problem.

Det, som alle disse lærebøger fører til, er så en studerende, der besidder en ægte nøgle til det engelske sprog – en solid forståelse af, hvordan sproget er opbygget, og hvordan man mest effektivt bruger det til fremragende kommunikation og bedre forståelse. Når man desuden betragter hele det gennembrud, som Hubbard har gjort inden for uddannelsesområdet, så ser man i sandhed på en revolution i indlæring.